Baruch de Spinonoza (1632-1677), jødisk-hollandsk filosof.

Beskæftigede sig med religion, politik, herunder demokrati, og etik. Pga. sine holdninger blev han udstødt af såvel synagoen som senere den katolske kirke. Flere skrifter blev først offentliggjort efter hans død.

Forfatter til bl.a. Theological-Political Treatise (1670), Political Treatise (1677) og Ethica (1677).

Spinoza indgår i den danske filosofikanon fra 2008.

Baruch de Spinonoza (1632-1677)

Spinozas friheds- og demokratibegreb

1. Indledning

Som en af de 35 hovedlinjer i den danske regerings demokratikanon, offentliggjort i marts 2008, optræder den jødisk-hollandske 1600-tals filosof Baruch de Spinoza. Årsagen er, at han har skrevet om politik – og demokrati – i to af sine værker, Tractatus theologico-politicus (herefter kaldet TTP), og Tractatus Puliticus (herefter kaldet TP).

I sin begrundelse skriver kanonudvalget:

”Selvom Spinoza ikke er demokrat i ordets moderne betydning, og selvom hans tanker ikke havde øjeblikkelig politisk gennemslagskraft, er Spinozas tanker vigtige som starten på den demokratiske proces, der i de følgende århundreder skulle gennemryste Europa og hele verden”.

Blandt de mange kritiske røster over de valgte hovedlinjer i kanonen meldte sig også professor i statskundskab og kommentator Mads Qvortrup.

Han skriver: ”Det må videre forekomme mystisk, at Spinoza betegnes som den første demokrat i nyere tid, al den stund at han kun skrev to ufuldendte sider i sin Tractatus Politicus”. Qvortrup mener, at forfattere som Masilius af Padua (i det 14. århundrede) og Machiavelli (i det 16. århundrede) skrev langt mere og dybere. Måske, skriver han, skal svaret søges hos kanonudvalget, der ”ikke har haft tilstrækkeligt kendskab til elementære dele af traditionen” (Information 22.3.2008). Den eneste filosof i kanon-udvalget var Ole Thyssen.

Mads Qvortrup har ret i, at en række politiske filosoffer ikke er nævnt i demokratikanonen. Bl.a. den noget tidligere Niccolò Macchiavelli (1469-1527) og Spinozas samtidige, Thomas Hobbes (1599-1679) – dog kan ingen af disse benævnes demokrater – samt en række filosoffer, der prægede oplysningstiden (ca. 1690- ca.1780), som, eksempelvis den franske Denis Diderot (1713-1787) og Pierre Bayle (1647-1706), skotterne David Hume (1711-1776) og Adam Smith (1723-1790) samt tyske Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716), hvorimod og med rette schweizisk-franske Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) og franske Charles-Louis de Secondat, Baron de Montesquieu (1689-1755) nævnes. Men at det skulle gøre Spinozas tidlige indsats mindre, fører Qvortrup ikke belæg for i sit indlæg.

En helt anden holdning har journalisten og forfatteren Klaus Wivel, som i en anmeldelse af Jonathan Israels nyudgivelse af Spinozas TTP, som vi vender tilbage til, kalder Spinoza for en ”demokratisk republikaner”.

Og nu vi er ved ’lægmandsbetragtningerne’ af Spinoza, skriver forfatteren og litteraturkritikeren Lars Bonnevie følgende i sin anmeldelse af Jonathan Israels’ Enlightenment contested. Philosophy, Modernity and the Emancipation of Man 1670-1752:

”Set fra den vestlige verdens demokratiske, egalitære og postkoloniale perspektiv efter 1945, var den vigtigste del af oplysningen den radikale strømning, der trak på mange forskellige kilder, men som blev intellektuelt forenet i et magtfuldt filosofisk apparat af Spinoza, Bayle og Diderot.

Det var denne oplysning, fastslår Israel, der skabte det moderne vestlige samfund på basis af indi-viduel frihed, demokrati, lighed mellem køn og racer, retfærdighed, seksuel frihed og ytrings- og trykkefrihed, og hvis man mener, at disse goder er bevaringsværdige, er der grund til at forsvare dem imod religiøs fundamentalisme, nykonservatisme og antidemokratisme, der under påberåbelse af etniske, nationale eller religiøse ’særpræg’ ihærdigt arbejder på at undergrave Oplysningens landvindinger”.

Og så den afsluttende salut: ”Engang var der faktisk nogle, der gav fanden i traditionerne og tænkte frit. Det er værd at tænke over og læse om” (Weekendavisen 9.2.2007).

Så forskelligt kan Spinoza som demokrat betragtes og beskrives af ’spinatfugle’. Men hvem var han, hvilke tanker var det egentlig, han gjorde sig om frihed og demokrati, og ud fra hvilket grundlag? Det er de spørgsmål, vi i det følgende vil se nærmere på.

2. Formål, problemformulering og afgrænsning

Ud fra en interesse for, hvordan Spinozas idéer om frihed og demokrati er opstået og udviklet, har vi studeret hans to politiske værker, TTP og TP samt fjerde del af hans Etica (Etik, herefter kaldet E). På grundlag af disse værker vil vi undersøge, hvorvidt Spinozas frihedsbegreb og hans udled-ning af, at demokratiet er den bedste styreform, er plausible, set med nutidens øjne. I dette ligger:

• en kortlægning af hans frihedsbegreb,

• om der sker en omdefinering af hans frihedsbegreb fra TTP til TP,

• om han har en politisk teori om statens grundlæggelse.

Dette indebærer, at vi nærmere vil undersøge Spinozas opfattelse af forholdet mellem religion og filosofi, hans etik og hans syn på naturret, magt, lighed og rettigheder. Vore vurderinger støttes på synspunkter fra moderne litteratur om Spinoza, især Stuart Hampshire, Steven Nadler, Justin Steinberg og Roger Scruton samt andre, som refereres af disse tre. Desuden skal det fremhæves, at vi har hentet megen inspiration fra indledninger, introduktioner og fodnoter i TTP, TP og E, skrevet af Jonathan Israel, Douglas Den Uyl, Steven Barbone og Lee Rice samt S.V. Rasmussen.

Efter afsnit 3, som er en præsentation af Spinoza og hans værker og filosofi, følger vores analyse i afsnit 4, 5 og 6. Afsnit 7 indeholder en konklusion.

...........

Læs hele teksten som pdf-fil (åbner i nyt vindue)