Indledningskapitlet til ©Vagn Christensen & Anne Brockenhuus-Schack: »Børn og den nye sociale arv«. 1997, København, Fremad

I BEGYNDELSEN AF dette århundrede hvormed menes det 20. århundrede; teksten er skrevet i 1997talte man om 'barnets århundrede'. De hygiejniske fremskridt nedbragte den store børnedødelighed. Velstandsstigningen afskaffede meget hårdt børnearbejde, så der blev mere tid til legen og retten til at være barn. Forsøg i børnehaver og skoler udviklede nye forestillinger om børns vækst og gav især en øget tillid til, at barnets iboende lyst og natur ville sikre en god og alsidig udvikling, hvis blot omgivelserne gav betingelser derfor.

I de seneste årtier er det, som om disse perspektiver har fortonet sig. Normer og krav i industrikulturen og den nyeste teknologiske udvikling i det post-industrielle kommunikations-samfund passer dårligt til børns behov. Vi kan i ethvert boligkvarter se, at parkeringspladser prioriteres højere end legepladser. Samfundsmæssige og kulturelle forandringer, f. eks. i forbrugsvaner, arbejdsbegreb og i ligestilling mellem kønnene, har afgørende ændret børns livsbetingelser. De er bleevet marginaliseret i samfundslivet, ingen har brug for dem, tværtimod er de en byrde. Og de opbevares, for det meste indendørs og under opsyn, til de kan bruges i produktionen.

De samfundsmæssige ændringer i familieliv og produktion diskuteres mest ud fra de voksnes interesser. Børnenes perspektiv ses mest som et pasningsspørgsmål. Overvejelser af, hvilken rolle børns nuværende opvækstforhold spiller for deres fremtidige funktion som voksne, er sjældne. De, som giver sig af med sådanne overvejelser, hævder nu og da, at det, som foregår i Danmark i disse årtier, er det hidtil største eksperiment på jorden med hensyn til reproduktion.

Tankerne om velfærdssamfundet blev formuleret i efterkrigsårenes frugtbare periode. Politikerne vedtog en række love om forebyggende sundhedsordninger, og inden for lægevidenskaben var der øget opmærksomhed om de sociale sammenhænge: At sygdom er afhængig af levekårene. Børnepsykiatrisk forskning viste betydningen af børns tidlige livsvilkår og tidlig frustration. Det var en grødetid. I de følgende årtier samlede samfundets interesser sig mere om produktion og velstandsstigninger, og opmærksomheden på at befæste den nyvundne indsigt på levekårområdet aftog langsomt. Enkelte pionerer skilte sig dog ud, og begrebet den sociale arv blev formuleret. Som af den danske børnelæge Svend Heinild, der forskede, skrev og blandede sig i den offentlige debat om børns vilkår. Og den svenske børnepsykiater Gustav Jonsson, der forskede i de langsigtede virkninger af dårlige opvækstforhold, og i Børnebyen Skå gjorde en pionerindsats med en række forskellige støtte- og behandlingsmuligheder. Den en-gelske børnepsykiater John Bowlby var især banebrydende ved-rørende begrebet tidlig frustration hos børn, d.v.s. virkninger på barnet af tidlig adskillelse fra moderen.

Omkring ungdomsoprøret opstod der en ny vækstperiode med udvikling af det tværfaglige arbejde, ideer om samarbejde på græsrodsplan og forsøg med tidlig indsats. Disse ideer førte til, at mange sundhedsmæssige ordninger blev ændret til behovs-præget indsats, d.v.s. at indsats og kontrol mindskes eller ophører over for raske børn, mens ressourcerne bruges over for de børn, hvis trivsel og udvikling er truet. Perioden blev afsluttet med oliekrise, stigende arbejdsløshed og politisk højredrejning.

Dette var samtidig med at 70-ernes 'store' socialreform skulle realiseres. Da tankerne om forebyggelse, revalidering, tryghed og trivsel, der var udtænkt i opgangstider, skulle ud-møntes i nedgangstider, måtte det gå galt. De følgende årtier medførte frustration og udbrændthed i systemerne. 'Kasse-tænkning' og sektoropdeling bredte sig. Fagegoisme vanskeliggjorde tværfagligt arbejde, og få havde overblik over de samlede prioriteringer i social- og sundhedsvæsnet.

I DE SENERE ÅR er der kommet fornyet interesse om disse spørgsmål. Årsagen er de klare symptomer på en række misforhold og udtryk for mistrivsel: Den stærkt øgede arbejdsløshed og marginalisering af store grupper af befolkningen ser ud til at skabe nye samfundsproblemer, som vi kulturelt, moralsk og politisk har svært ved at finde løsninger på. Men også de seneste årtiers fokusering på volden, subkulturernes uregerlighed som den bl.a. kom til udtryk i rockeropgør, de sindslidendes uværdige forhold og den store dødelighed hos misbrugerne har stået på den offentlige dagsorden.

En ny erkendelse er ved at indfinde sig: At de mange på overførselsindkomster er udtryk for en udstødning og marginalisering af store befolkningsgrupper, der har svært ved at klare kravene i et foranderligt samfund og på et arbejdsmarked, der stiller stadig stigende krav. Disse grupper danner baggrunden for tre fjerdedelssamfundet. I denne samfundsform lever tre fjerdedele af befolkningen under ganske gode levekår; de har en rimelig indtægt, gode bolig- og arbejdsforhold. Og som følge af disse levekår har de også en ganske god sundhedstilstand.

Den sidste fjerdedel derimod bærer alle byrderne. De har de laveste indtægter, de mest belastende og usikre arbejdsforhold, de er mest tynget af arbejdsløshed, har de dårligste boligforhold og i sammenhæng hermed er de også de grupper med de dårligste helbredsforhold. Det er også denne gruppe, der dystert er blevet kaldt 'den sociale massegrav'. Inden for sundhedsvæsnet ved man, at 10-20 procent af befolkningen bruger halvdelen til to tredjedele af de sundhedsmæsssige ydelser, og oplysninger herom giver jævnligt anledning til debat. Økonomer og administratorer finder det uhensigtsmæssigt, hvortil ansatte i social- og sundhedsvæsenet svarer, at det er disse grupper, der har de sociale problemer og bliver syge.

Tre fjerdedelssamfundet afspejler sig også i ungdomsårgangene, idet omkring 20 procent af en årgang ikke får nogen uddannelse og erhvervstilknytning efter endt skolegang. 90 procent af denne gruppe modtager dagpenge eller kontanthjælp mindst en gang før de fylder 25, og henved halvdelen modtager sammenlagt hjælp i flere år. 80 procent af denne restgruppe forsøger ikke senere at forbedre deres uddannelsesmæssige kvalifikationer.

PÅ DET FAGLIGE plan ved man meget om betingelserne for udviklingen af disse problemer. Tungere ligger det med at omsætte viden til handling. Det er grunden til, at vi vil prøve tværfagligt at beskrive den menneskelige udvikling, der ligger til grund for nogle af disse - iøjnefaldende - problemer. Vi er i gæld til mange specialområder. Til børnepsykiatrien, pædagogikken, psykologien og socialvidenskaben. På mange detailområder kan vi ikke gå i dybden, men helhedsperspektivet og de overordnede sammenhænge, mener vi, er vigtige at forholde sig til både i den faglige og den folkelige debat.

Det er vort grundsynspunkt, at barnets levekår i de tid-lige år er afgørende for dets evne til at udvikle sig til et modent, handlekraftigt menneske. Men samfundets hjælp og indsats kommer ofte(st) for sent. Det er deprimerende at opleve, at samfundet bruger milliarder af kroner på ofte forgæves for-søg på behandling af symptomer, hvor en begrænset indsats 10-20 år tidligere kunne have haft langt større effekt. Spørgsmålet er, om vi kan - og skal - rykke nogle milliarder fremad, d.v.s. ned tidligere i barnealderen. For at sikre børnene mod den nye sociale arv.

..............

Indholdsfortegnelse (åbner som pdf-fil i nyt vindue)

Læs afsnittet Beths historie