Karl Marxs gravsted på Highgate kirkegården i London

Hvad blev der af Marx?

Karl Marx er død. Bogstaveligt i 1853 i en alder af 64 år. Men han er også død i politisk filosofi på Københavns Universitet (KU). Efter at være nået næsten til vejs ende med mit filosofistudium på universitetet, er det således ikke lykkedes mig en eneste gang at støde på ham. Ikke før nu, hvor jeg så at sige har opsøgt ham.

Eftersøgningen af Marx har jeg foretaget af forskellige grunde: En undren over at mit studieforløb om politisk filosofi i den grad har været lagt an på især liberalisme. Dertil kommer, at jeg har været forundret over ikke at have hørt om hverken socialisme eller marxisme, skønt store dele af de regeringsbærende eller oppositionelle partier i Europa er socialdemokratiske eller socialistiske, lige som partierne i de tidligere østeuropæiske lande, som interessesfære for det daværende Sovjetunionen, var kommunistiske; altså nutids(filosofi)historie. Kan man overhovedet forstå det 19. og 20. århundredes filosofi uden at inddrage Marx?

Det kunne måske være udtryk for tidsånden, al den stund vi uomgængeligt lever i en (neo)liberalistisk tid, hvorfor nogle ismer frem for andre nedvurderes og udelukkes – man skal jo følge med tiden, også på filosofi. Eller at det er et uudtalt svar på, at selv de tilbageblevne socialdemokratiske og socialistiske partier ikke er så marxistiske/socialistiske endda?

Hvad der fattes af interesse for marxisme/socialisme i nutidig filosofi, er der dog uden for denne ressort fornyet interesse for Marx. Hos økonomer (som Tom Pikkety, Kapitalen i det 21. århundrede), litterater (som Terry Eagleton, Why Marx Was Right), på statskundskab, på idéhistorie, i sociologi og psykologi, på samfundsfag, i kunst- og filmdisciplinerne samt på professionsuddannelserne.

Min eftersøgning har jeg grebet an på forskellige måder. Dels ved at se på, om forklaringen skal søges i de forskellige traditioner inden for filosofi, herunder deres forhold til politisk filosofi, dels ved at undersøge om det skyldes, at marxisme og socialisme i højere grad opfattes som ideologi end som filosofi.

Det kunne også være et udtryk for en bevidst universitetsbeslutning og professor-afgørelser. Jeg har endvidere stillet spørgsmålet, om årsagen skulle findes i et mere eller mindre vilkårligt sammensat korps af universitetsundervisere, dvs. fagfilosoffer, hvoraf jeg har interviewet en del.

Endelig kunne det være en reaktion på Studenteroprøret og visse dele af dets dengang fornyede interesse og hang til nyfortolkning af Marx, også kaldet ’munkemarxisme’ eller ’kapitallogik’, der hærgede en del danske universiteter i 1970’erne – jeg husker stadig med gru mine studieår på RUC, hvor ingen forberedelse kunne ske uden Introduktion til Kapitalens 1. bind i den ene hånd. Den periode ønsker jeg på ingen måde en tilbagevenden til!

Nogle af ovenstående spørgsmål vil jeg komme nærmere ind på i håbet om, at svarene kan være med til at afgøre, hvad politisk filosofi kan og vil på dette område.

...........

Læs hele teksten som pdf-fil (åbner i nyt vindue)