Michel Foucault (1926-1984)

Professor ved Collège de France i "Tankesystemernes Historie"

Bedst kendt for sine studier af sociale institutioner, bl.a. psykiatri, politiet, humanvidenskaberne og fængselssystemet, såvel som hans arbejde omkring seksualitet

Forfatter til bl.a. Galskabens historie (1961), Klinikkens fødsel (1963), Ordene og tingene (1966), Videnarkæologien (1959), Viljen til viden (1970) og Seksualitetens historie (1975)

Michel Foucault, 1926-1984

Fra sværdet til biomagten

Michel Foucaults sondring i kapitlet Retten til døden og magten over livet i Viljen til viden (1) mellem ’at lade dø eller holde i live’ og ’at lade leve eller sende i døden’ kan kort karakteriseres som den forskel, han påpeger, mellem ’sværdet’ og hans begreb ’biomagten’. Denne væsensforskel, de indholdsmæssige og historiske betingelser, der aftegner sig i de to begreber samt de følgevirkninger, det får, vil jeg gøre rede for i det følgende. Herunder vil jeg også komme ind på ’seksualitetsinstallationen’, der ligeledes er et af Foucaults begreber. Afslutningsvis vil jeg i et kortere diskussionsafsnit tage spørgsmålet op om, hvor magten skal søges.

Sværdet som symbol

Sværdets symbolik er den suveræne magt, blodet, loven, krigen og døden. Et delvist billede her på er kobberstikket på forsiden af den engelske filosof Thomas Hobbes’ værk Leviathan (2). Dette mytologiske uhyre optræder flere steder i Det gamle Testamente (Jobs Bog, kap. 3 og Esajas’ Bog, kap. 27) som Guds ypperste skabning til at herske over andre. På illustrationen kan man se den af menneskekroppe sammensatte og kronede suveræn med sværdet i højre hånd højt hævet over landskabet.

Den suveræne magts ret til liv og død finder Foucault imidlertid helt tilbage i den romerske, juridiske ret til at herske over børns og slavers liv og død – patria potestats – der ligeledes blev tillagt såvel den verdslige som den himmelske suveræn. Den romerske familiefader havde som ’livgiver’ også retten til at være ’livtager’. Der er dog ifølge Foucault ikke tale om nogen ultimativ ret for suverænen, men var kun en ret, når enten hans eget liv blev bragt i fare af ydre fjender. I så fald kunne han befale undersåtterne at gå i krig, hvilket altså var en indirekte ret til deres liv og død. Eller han kunne idømme dem dødsstraf for oprør.

I denne forbindelse stiller Foucault spørgsmålene, som han dog ikke besvarer, hvorvidt det skal opfattes som Thomas Hobbes’ kontraktmæssige overdragelse til fyrsten af den ret, alle i naturtilstanden (jus naturale) havde til at forsvare deres liv (2, p, 142 ff.), eller er det en følge af den særlige ret, suverænen får som ny, juridisk størrelse.

...........

Læs hele teksten som pdf-fil (åbner i nyt vindue)