Den sandfærdige beretning fra Fleet Street - forsinket

Forrige gang jeg var til konference, var det i London. I februar. Den gang betalt af bladet. Også om AIDS. Herom drejer dette sig dog ikke. Men er den sandfærdige beretning om. hvad der bl.a. passerede i Fleet Street.

Men for at gå kronologisk til værks må der først indskydes en lille episode. der fandt sted nogle aftener forinden. Min kollega, båndamatøren, og jeg var ude at spise med en amerikansk journalist - og forfatter. Begge titler er lige vigtige som det senere vil vise sig.

Bath House

At komme så vidt var dog noget al et forhindringsløb. Flere gange stoppede vor amerikanske kollega taxaen (som han dog selv betalte). Første gang ved en stor bygning, Bath House. Den gav ham visse mindelser fra hans hjemby. Gennem årene har han som prominent reporter om AIDS i ‘San Francisco Chronicle’ bekæmpet de lokale ‘bath houses’, der vel er at sammenligne med vore hjemlige bøssesaunaer. For dé og (køns)livet, der levedes dér, mente han var en al hovedspredningskilderne for sygdommen.

Dette stop, hvor bemeldte londonske hus næppe har nogen sammenhæng med ovenstående, skulle dog ikke blive det sidste. Hver gang taxaen passerede en boghandel (og dem er der en del al på dette strøg) skulle vi standse. For at konstatere om hans bog, der just var lanceret i Storbritannien, nu også lå fremme i vinduet.

‘The Gay Hussar’

Det sidste stykke valgte vi at tilbagelægge til fods. Undervejs forklarede båndamatøren skånsomt vor udenlandske ven, der er erklæret bøsse, at han ikke skulle tage det personligt op, at vi skulle dinere på ‘The Gay Hussar’. Stedet var faktisk valgt pga. sit gode, ungarske køkken - og pga. en tildragelse, hvor et andet dansk presseselskab for år tilbage var blevet skældt hæder og ære fra af kokken, fordi de ikke kunne spise op.

Portionerne var stadig enorme. Og vi havde temmelig ufornuftigt bestilt flere retter. Vor amerikanske ven kunne heller ikke spise op. Og selv om han kun drak postevand under hele middagen, snakkede han ivrigt og gestikulerende.

Servietten

Ved afslutningen al hver ret kylede han servietten ned, først i tallerken med gullaschsuppe, senere mellem sovs, kartofler og wienerschnitzel og til sidst i dessertresterne.

Det var ikke særlig morsomt for europæere med pli. For servietten var af stof.

Vor korrekte, engelske tjener fiskede da også hver gang med det yderste af højre hånds tommel- og pegefinger de efterhånden temmelig nussede og plettede rester al servietten op af efterladenskaberne. Og med et totalt udtryksløst ansigt foldede han stof stykket en enkelt gang og lagde det ved vor amerikaners tallerken.

Siden har jeg altid været spændt på, hvordan dem fra Det store Land mod Vest håndterer det der svære med stofservietter. Alene af den grund tog vi ham senere med ud at spise i Stockholm. Desværre var der kun papirservietter.

Rainy London

Så henrundede nogle dage. En, regnfuld seneftermiddag hoppede båndamatøren og jeg af en dobbeltdækker. I Fleet Street. Mellem to teaterforestillinger. Vi søgte ly i en mørk døråbning. Ikke så meget for at betragte ruinerne af den britiske dagspreses nu næsten hedengangne gade, men for at iføre os fornuftig hovedbeklædning for regnen.

Det var lidt svært at finde i taskerne der i mørket og vi rykker lidt frem og tilbage i døråbningen. Vi hørte en underlig lyd, men endelig lykkedes det båndamatøren at fremdrage en kasketlignende genstand med stor skygge, som han trak godt ned om ørerne.

Der var stadig en underlige lyd bag os, men nu var det lykkedes mig at finde en slags elefanthue, indkøbt på udsalg i Woolworth formedens kun 11.85. Kun min næsetip var synlig. Nu kunne vi begge høre lyden. Bag os. Og noterede os, at det er en al disse automatisk åbne-og-lukke-døre, der er ansvarlig for støjen. Den var - åbenbart - klappet op-og-i i en nærmest Tati‛sk parodi på ‘Play Time’ og i en uendelighed. mens vi havde søgt ly for regnen og iført os diverse.

Disse øjne...

Hvad der straks var mere bekymringsværdigt var udtrykket i hovedet på dørmanden indenfor. Hovedet er måske så meget sagt. Der var kun et par store, skræmte kuglerunde øjne i flugt med den disk, han normalt må formodes at sidde bagved. På dagbladet ‘Evening Standard’. For os var der ingen tvivl om, at han troede, at vi al vor indhyllethed forberedte et hold-up for at tømme ‘standardens’ kasse for valutastærke £. Hvor naivt! Som om vi ikke kendte til - også - betrængt britisk bladøkonomi.

Da vi var kommet så vidt, at vi kunne overveje at forlade døråbningen kom vi - tilfældigvis - til at se over på det modsatte hjørne. Der ikke stod - men snarere lå - et par i krampegrin. For i modsætning til os havde de fra deres udsigtspunkt kunnet se hele forløbet fra start til slut.

Det er det jeg altid har sagt: Englændere har nu en ganske speciel form for humor.