Ma in Ispagna...

ALLEREDE på nuværende tidspunkt frygter jeg at have villedt min læser ved at have appeleret til hans noget frivole fantasi. Don'en (Giovanni) havde det nok med at lægge (kvind)folk ned - omend disse legemsøvelser ikke har meget med Den spanske Syge at gøre. Så det er altså ikke det, jeg vil fortælle. Men derimod den sanddruelige beretning fra mit smertensleje.

Som en stor del andre danske, der i slutningen af denne julemåned har været offer for en hærgende, viral invasion af influenza, strakte den også mig om ikke til jorden, så til sengen. Kun tilsyneladende kommer denne plage fra en fjern kinesisk provins, Sichuan, og er via arvefjende svensken kommet hertil. For denne min sygdom er alene resultatet af en humanitær indsats - hvorom det nu bagefter må fastslås, at noget sådant skal man selv i den sentimentale juletid afholde sig fra.

SOM SÆDVANLIG var min ven, båndamatøren, involveret. Eller faktisk hovedårsagen. Selvsamme personage - som jeg efter de seneste hændelser kan nære mig for at kalde et medmenneske - kom under dække af venskabs (vende)kåbe og med en kombination af en tragisk og humoristisk julegave som anledning mig nær juleaftensdag. Men hvad der først til fulde er gået op for mig bagefter er, at han hader jul. Hvorfor han i den anledning havde indsamlet en af disse gule, gul-blå virus. Endnu har jeg dog ikke fattet, hvorfor hans dårlige julehumør skulle gå ud over mig. Jeg juler - alderen til trods - med et barnligt, opladt nisse-sind.

Min medynk med vennen min steg dog forud for højtidsstunden. Så også 1. juledag (efterhan havde tilbragt en ensom juleaften med et ca. 20 cm. højt juletræ i en potte fra min grønthandlers restlager) bød mit gode hjerte mig igen at yde min medmenneskelige pligt som kærlig Florence. Al hans nys, host og snue til trods. Det hjalp på ham. Synlig lettet drog han 2. juledag til yderlig - nu moderlig - pleje i det sydsjællandske.

HANS REJSE gjaldt en provinsby, der bortset fra sit forgyldte julekræ af et vartegn, er det sted i riget, jeg til dato har mødt den mest arrogante læge. Og selv med mit begrænsede kendskab til standen siger det ikke så lidt. Lægen var specialist i øre-, næse og hals. Det med specialist var vigtigt. For ham. En bihulebetændelse for en del år siden tvang mig ud på to gange en dagsrejse til denne storstad fra et yderligt sydligere beliggende, fugtigt sommerhus.

Et element i undersøgelsen var, at jeg, den forpinte patient, skulle udstønne en række K-lyde. Så langt så godt. Men da jeg forspurgte om nytten af dette alfabetets 11. bogstav, blev jeg belært af lægen om, at det havde han studeret i mange år for at få sin specialistgodkendelse, så det kunne han umuligt gøre en lægkvinde forståeligt. Hårdt presset var forklaringen dog ganske simpel. K-erne letter passagen, så vidt jeg erindrer, i hornet. Bedre blev det berømmelige læge-patient-forhold ikke, da specialisten nægtede at udskrive recept på penicillin - patienten glemmer altid at tage kuren ordentligt, var hans begrundelse. (Omend jeg har min tvivl om, at 'gåse-folket' er dummere end mennesker er flest - lægens kvalifikationer dog ufortalt.) Endvidere fandt han min forestående cykeltur af ca. to ugers varighed for det næsttåbeligste, jeg kunne foretage mig med mine betændte huler. Sejlsport overgik dog dette idioti. Da jeg allerede på det tidspunkt var et rimeligt voksent menneske, mente jeg, at det faktisk var en beslutning, han burde overlade til mig. Så fik jeg mine piller. Og drog afsted på cykel. Til min inderligste fryd fik han ganske uret.

TILBAGE til båndamatøren. Ved 18-tiden 2. juledag indtalte han glad på min telefonsvarer, at han stadig stod på benene. Det var mere end jeg gjorde. De første symptomer på, at der var noget galt, havde meldt sig ca. seks timer forinden. Med rallende hoste og øjne, der føltes (og så ud) som to, hårde golfkugler. Et udtryk der må have hensat katten Garfield i en mild grad af musundelse, er jeg sikker på. Min diagnose sagde mig kort og godt, at det skyldtes for mange cigaretter og for lidt søvn. Herregud, det er jo kun jul en gang om året.

For jeg får aldrig influenza. Til gengæld plejer jeg at samle erhver snue op i miles omkreds. I en grad, der efterlader familie, venner - og især arbejdsgivere - i slet skjult mistro. Hyppigheden taget i betragtning. men jeg har et virksomt kneb: Oftest forsvinder stemmen samtidig. Min 'søde' omgangskreds påstår, at det er det eneste tidspunkt, hvor jeg holder - helt - kæft. Og dette stemmebåndets brug er et vigtigt led i (telefon)journalistik. Omend jeg medgiver at opera- og andre sangere er mere ilde stedte end jeg ved et sådant tab.

Efter i et par timer at have oplevet, at mit leje holdt sig i nærheden af et iskoldt arktisk klima, revurderede jeg situationen og indså dens alvor. Forsøgsvis undersøgte jeg, om jeg skulle have feber. Det havde jeg, 38 grader. Min lægebog herom senere) talte om 39-40 grader ved influenza. Så det kunne det så ikke være.

ALLIGEVEL ville jeg gerne være på den sikre side. En vis snarrårighed var der åbenbart behov for. Det var jo forbandet i denne 'arbejdsgiverjul', der kun gav en ekstra fridag, at skulle skulle tilbringen netop den i sengen. Jeg tyede derfor til en i min familie velbevaret hemmelighed af en hestekur. Den slår lige som vort middel mod hikke aldrig fejl. Dog - min læser (der efter sigende har tegnet og betalt abonnement!) deler jeg den gerne med: En større håndfuld pulvere (aspirin f.eks.) indtages i nøje overensstemmelse med kilo legensvægt, efterfulgt af et hastigt, kogende bad (som jeg denne gang afstod fra, da jeg knap nok kunne stå på benene), herefter nedtylles en kande skoldhed the og den syge hyller sig i forefaldende tæpper, dyner, sweatre, m.v.

Det havde sin effekt. To timer senere var den indvortes temperatur steget til 40 grader - og steg og steg yderligere, mens mine stormtropper af hvide blodlegemer arbejdede på overtid.

Kuren er jo ikke nødvendigvis dårlig, fordi den slår fejl. En enkelt gang.

I min stakkels krop rasede feberen fra det antarktiske til det sahara'ske. Mit leje ændredes til en veritabel varm kilde som det ved Det døde Hav (sådanne skal også findes i Island, men der har jeg bare aldrig været.) Fra kulde til hede og tilbage igen. Temperaturskift, der i sig selv kunne gøre én syg. Hvis man ikke var det i forvejen.

I MIN febrile hjerne spekulerede jeg over, hvor høj feber man kan have. Og stadig overleve. En stresset vagtlæge, der vel intet synderligt kunne stille op alligevel, var det jeg nødigst ville se inden for mine døre. Derfor tyrede jeg mine medicinske bøger. 'Lægebogen, medicinsk opslagsværk til hjemmebrug' (1979), der i pædagogisk spørgsmål-svar-stil kun taler om temperaturer over 36,9 grader om morgenen og 37,4 grader om aftenen som feber, var ikke til megen hjælp. Spørgeren var overhovedet ikke interesseret i noget maksimun.

Som vanligt måtte jeg derfor ty til Salmonsens Konversationsleksikon (1918), der bl.a. taler om ild og glød. I spaltevis. Heri oplyses om sjældne tilfælde af feber op til 43 og 44 grader - "uden livets ophør". Vældigt betryggende! Men mit moderne termometer går ikke længere end til de 42. Eksploderer det derefter? Kviksølvsdråber og glasskår i sengen er meget værre end brødkrummer...

Pulsen forøges også ifølge samme gode bog "især hos Kvinder, Børn og i det hele taget paavirkelige Individer". Termometrien fik dog først praktisk betydning "efter midten af 19. Aarh". Folkemedicinen havde mange kure - bl.a. mod dæmoner med tre ben, diæt (bygsuppe!), åreladning, surdej under fødderne, sennepsbade, eddikeomslag, massage, amuletter m.v.

MEN EN del af disse behandlingsformer ville kræve en forcering ad ikke mindre end to trapper - som almen fouragering af køleskabet - og det er i disse situationer, jeg forbander, at jeg ikke bor ét-plans. I øvrigt havde jeg mest lyst til som Kraka at bide i - en mandarin. Omend min påklædning var langt mere anstændig og tilsvarende mindre hidsende - end denne snarrådige jomfrus. Pyjamas med lådden vrang gør sig ligesom ikke. Men jeg ventede så vidt ingen opvartning, endsige at den Barmhjertige Samaritan ville lægge sin vej omkring min ringe bolig. Jeg var overladt til mig selv. Og min feber. Mens overflødige julekilo raslede af skroget.

Båndamatører - der ikke kender Salmonsen og derfor ikke vidste hvilke rædsler, jeg havde været igennem - forsøgte ved sin hjemkomst at gøre mirakler ved sygesengen. Men ak, for sent.

SÅ VIDT feberen. Men hvad er influenza? Lægebogen taler om to-tre dagens inkubationstid, mindst to dages sengeleje efter feberen er væk, langvarig efterfølgende træthedstilstand, hvis der ikke tilstøde visse, bakterielle følgesymdomme som bihulebetændelse (men oh tak, jeg er langt fra 'gåse-lægen'), bronkitis eller lungebetændelse.

Den nu raserende variant, der som nævnt er af asiatisk observand, varer fem-ti dage og spredes også ved dråbeinfektion (nys og host). Komplikationerne er værre. Særlig udsatte er mennesker med kronisk hjerte-, lunge- og nyresvigt, svækkede ældre og gravide. Vaccination er uskadelig - bortset fra æggeallergikere. Men den bør tages i tide.

Alt dette lød meget fornuftigt. Omend lidt tørt. Så jeg vendte tilbage til min yndlingslekture (denen gang en udgave fra 1922). Heri oplyses, at ordet er italiensk og at 'La Grippe', Den spanske Syge, allerede var kendt i oltiden. Første store epidemi i Europa var i 1173. Hurtigheden i dens opståen gav den et tysk navn, 'Blitskatarrh'. Det var ligeledes en tysker, der efter epidemien i 1890-erne mente, at sygdommen skyldtes en bacille. Det blev senere afvist, men i begyndelsen af 1920-erne kendte man fortsat ikke sygdomsårsagen. I 1918 angreb sygdommen alene i København 100.000 mennesker. Den gang var tilstødende lungebetændelse årsag til talrige dødsfald. Især hos de helt unge. En vis immunitet hos de ældre mentes at være årsagen til, at de ikke blev ramt tilsvarende hårdt.

SELV OM jeg, som det må være fremgået, i mangt og meget sværger til dette værk, er det ikke ufarlig læsning. En gammel tante, der døde mæt af dage, beordrede altid det relevante bind af Salmonsen med ved indlæggelse på det lokale provins-sygehus. Hvad der hver gang bragt hende på gravens rand. For udgivelsesårene taget i betragtning var stort set hver enste omtalt sygdom dødelig.

Mens jeg i disse dage scorede mig nogle ganske ufrivillige fridage og vitterlig følte, at jeg lå på mit yderste, overvejede jeg om det blot var en influenza, der skulle lempe mig ud af denne verden. Denne tanke fraveg jeg igen. Det bliver sikkert noget så banalt som kræft, en trafikulykke eller - som borger i København - almen forurening og smog, der tager livet af mig.

Egentlig har jeg altid forestillet mig, at mit endeligt skulle være at få en tagsten i hovedet. En gang kendte jeg en enke, hvis sene civilstatus netop var afstedkommet af ægtefællens bortgang på denne nedskvattende måde. Så i min familie er det ikke blot en talemåde.

Måske skulle jeg - Informations-lønnen taget i betragtning - donere et mindre, sammensparet beløb til Københavns kommunes bevarelse af løse tagsten. Blot for en sikkerheds skyld...