Stegte duer og hammertæer

Meget OL er det ikke blevet til. Kun undtagelsesvis kom jeg i den forgangne måned op til overfladen. I bogstaveligste forstand. For mestendels befandt jeg mig i min kælder. Med andre gøremål.

Jeg skulle to etager op. For at se OL i farver. Der står ganske vist en sort- hvid tosse i stueetagen. Mit ‘mad-fjernsyn’. Men jeg havde ingen intentioner om ved nattetide i længere tid at opholde mig i mit køkken. Så det blev 1. sal.

Det bedste ved legene i Seoul var filmene. De to-tre film i rap, der kunne nås sent aften-tidligt nat på flere kanaler, inden de begyndte at sende sport. Efter det tidspunkt var jeg såmænd også alt for træt til at se mere.

Åbningen så jeg da. Den var flot. Omend jeg var lidt nervøs for de særligt opdrættede, hvide duer. De truede med at komme lidt vel nær på flammen i deres flaksen over stadion.

Seancen kom heldigvis i reprise. Så min kollega båndamatøren også nåede at se den. For så var vi to til at tælle. Idet duerne ikke blot fløj tæt på bålet, men nok så nydeligt forlods havde sat sig til rette. Oppe på kanten. En, to, tre, fire -  båndamatøren og jeg er lidt uenige, om det blev til 10 eller 11 stegte duer? Sådan derfra hvor vi så det. Det forlød imidlertid ikke om duerne, bortset fra deres farve, var udvalgt på grund af deres særlige fortræffelige smag. Men der var vel næppe blevet vinger eller ben tilbage på de par duer, hvis hver en af alle deltagerne i indvielsen skulle have haft en bid.

Hvilket postbud, en due. For de duer med de varmeste fødder nåede vel heller ikke frem.

Men det var nu flot. Jeg satte næsten lige så stor pris på det, som et par x Kaj og deres ‘Kylling i karry’. Men det overgår alligevel ikke det, der blev min største OL-oplevelse: Hammerkast.

Min helt blev her en svensker. Det sene tidspunkt taget i betragtning - og da kvinder jo ikke formodes at vide ret meget om sport (for mit vedkommende er det dog fuldstændig dækkende) - ja, så fangede jeg ikke helt min svenske ‘broders’ navn. Men jeg forstod på den svenske speaker, at han var kommet sent med på OL-holdet. Sidst, så at sige.

Det skulle nok gå alt sammen. Han stampede rundt inde bag hegnet. Med hammeren som sådan en slags kugle i kæde. Det forfjamskede mig en del, for var der så ikke tale kuglestød? Denne vildfarelse blev jeg bragt ud af.

Starten var lovende. En stor mand. Længste kast af en af konkurrenterne var på dette tidspunkt omkring 79 meter ude på banen. Lige til at overgå. Vor svensker drejer sådan cirka seks en halv gang omkring sig selv, slipper og hammeren sejler flot, flot - ud over sidelinjen. Noget sådant markeres med et rødt flag.

Andre kommer til. Med større eller mindre held. Men langtfra med den fasthed og elegance, som vor svensker, der går og lader op til sit næste kast. Endelig er han atter i cirklen. Bag hegnet. Med vældig fart spinner han godt syv gange rundt inden for cirklen og slipper hammeren. Denne bevæger sig i en smuk, smuk bue op og - ud over sidelinjen.

Det kan godt være vor svensker er lidt uheldig, med de røde flag, men det er synd, at der ikke gives point for den kunstneriske udførelse. Mener båndamatøren, men han har - os imellem - nu også dårlige kammerater i sportens verden.

Men turneringen fortsætter. Det er det spændende sidste forsøg. Af en eller anden grund lyder speakeren lidt fjollet. Ikke rigtig som om han tror på min nye helt. Umuligt! Han er vel ikke ta- get den lange vej til Seoul til ingen verdens nytte. Han kommer - helt givet - hårdt igen! Bare vent og se! Der er krummer i den dreng, det kan alle se. Nå... ja, om ikke krummer så et eller andet. De hammerkastere er altså så brede over skuldrene. Med disse enorme bælter - mon det er for at undgå at miste indvoldene samtidig med hammeren? Men flot er det, altså.

Dyb koncentration præger vor svensker. Tredje og sidste forsøg. Jeg er helt fortrøstningsfuld. Dét kan kun gå godt. Denne gang. Hysser på kollegaen (Hvorfor går han ikke et andet sted hen og roder med sine bånd?). Luften ligefrem sitrer med optimisme. Han tager hammeren - altså svenskeren på skærmen. Går i spin, i meget hurtig fart - og har overtrådt. To en halv tå uden for cirklen. Hammeren flyver op, op og ud. ud. Over grønsværen dykker den smukt ned. Uden for sidelinjen.

Jeg ser min helt på skærmen. Han siger vist noget - forklarende? - til et par andre hammerkastere. Så er disse øjeblikke af dyb, fortættet skønhed overstået. Og der er fire år til næste gang. Næsten... for meget.