AIDS ifølge Birch og Brockenhuus

»AIDS smitter ikke ved kys«

»AIDS smitter efter alt at dømme ikke ved kys«

»Der er en risiko for at AIDS smitter ved kys, men den er uendelig lille«

»Der er en risiko for at AIDS smitter ved kys, men iføl­ge eksperternes nuværende viden synes denne risiko at være uendelig lille«

Fire udsagn. Tilsyneladende ens. Men budskaberne er alligevel forskellige. Det er vores valg som journalister, hvilken formu­lering der anvendes, omend valget ikke nødvendigvis er frit, fordi der er en lang række faktorer, som påvirker beslutningen.

Ud over at være informerende og kritiske er medierne også en del af underholdningsbranchen. De er en forretning. De skal sælges. Betragt dem som en udvidet iskagebod. Fanges læser­nes/lytternes/seernes interesse ikke fra start til slut er det skøn­ne spildte kræfter. For alle parter.

Hvad er det så medierne vil sælge? Hvilket indhold og i hvilken form? »AIDS smitter ved kys« ville være en langt »bedre« hi­sto­rie. Sex, ulykker og død er ligesom sygdom en sællert. Fordi det pirrer nysgerrigheden, den indre svinehund og den lille angst.

Det har sine omkostninger. At tale til dybereliggende følel­ses­lag som frygt og angst, som tilfældet er med AIDS, er mani­pu­lation med modtageren. Uden at vi 100 procent kan sætte os i modtagerens sted og kende alle de reaktioner (og misfor­stå­el­ser, ikke mindst) sådanne budskaber giver. Vi ved ikke, hvor­når der utilsigtet sker en forstærket effekt, muligvis i forkert retning. Vi kender ikke blokeringerne. Vi tror vi ved, hvordan det modtages - men vi ved det ikke.

Samtidig oplever vi journalister gang på gang at være deltagere i et spil vi kan have svært ved at - men som vi skal - gennem­skue. Vi ved, at ingen bruger medierne for journalisternes blå øjnes skyld. Der er tale om en »handel«. Prisen for oplysninger - nyheder falder jo bortset fra den om Dannebrog ikke ned fra himlen - er at fremme visse, bestemte, ofte politiske bud­ska­ber. I hænderne på folk, der ikke sjældent overskrider grænser­ne for (magt)misbrug.

Der er gået politik i AIDS i en sådan grad, at AIDS rent faktisk ikke anskues som den epidemiske sygdom, den er. Spørgs­må­let om, hvorledes samfundet skal håndtere den trussel, syg­dom­men repræsenterer, må nødvendigvis blive farvet af, at AIDS rører ved en række komplicerede moralske, etiske, kul­tu­relle og hermed politiske lag. Når der så tilmed blandt »eks­per­terne« er intern uenighed, der udmønter sig fag- og parti­po­litisk, vil det også afspejle sig i medierne. Som forvirring. Der spænder fra fejlinformationer over falske håb om be­hand­ling, vaccine og helbredelse til frygt, hysteri og paranoia. I en stadig vekslen mellem myter og facts.

I den forbindelse skal det ikke glemmes, at journalister også (kun) er mennesker. Forstået som lægfolk, der primært hen­ven­der sig til andre lægfolk. Derfor kan de finere nuancer ri­si­kere at ryge fløjten. Og distancen med. Sandheden med stort S formidles sjældent på sekunder eller få spaltemilimetre.

Tidsfaktoren er et andet problem. Nyhedsjournalistik er hver­ken forskning eller tidsskriftarbejde. Det er derimod hurtige historier her og nu, der ofte produceres under tidspres. Dead­line er altid tættere på end man tror. Derfor kan ikke alle mis­teltene tages i ed, herunder at folk står fast på deres udtalelser. Og så har man straks den med »at man kan jo ikke stole på me­dierne«. Saks og klister, prioritering og udpluk, samt ikke mindst sammenhængen kan fordreje meningen, udsagnet. Medgivet, noget er der om snakken. Men størstedelen af for­kla­ringen skal nok snarere søges i, at medierne i ideel forstand aldrig kan være med(løbere). De må pr. definition altid være imod. Imod magthaverne, imod de(t) etablerede, imod folk med indflydelse, imod embedsmænd og politikere.

Medierne er selvfølgelig heller ikke i denne sammenhæng u­fejlbarlige - også de kan som »eksperterne« blive klogere. Kom­mer tid, kommer bedre råd.

Det skal ikke frakende medierne et stort ansvar; også i AIDS-spørgsmålet. For de besidder en uhyre magt - særlig til at ska­be ændrede holdninger i befolkningen. Det ved »eksperterne«. Det ved politikerne. Derfor bruger de os. Eller forsøger på det. Men til hvad? Som formidlere af deres sandhed, deres tro­vær­dighed, deres moral.

I dette spil vil vi journalister oftest være henvist til almindelig sund skepsis for ikke at ende i rollen som kolportører af propa­gandistisk skråsikkerhed.

Problemet bliver ikke mindre af, at der ikke eksisterer nogen samstemmighed på AIDS-området. Den måde AIDS-epide­mi­en hidtil er blevet tacklet på, såvel herhjemme som i udlandet, har været præget af mangel på en egentlig langsigtet strategi. I stedet er opstillet en lemfældighedsteori. Der til forveksling lig­ner baghjulstaktik.

Derfor er det i vidt omfang overladt til os journalister at skabe orden i kaos. Hvorvidt det lykkes, må andre bedømme. Men der er ihvertfald ingen let opgave.

Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om at gøre lyttere, læsere og seere interesserede i emner, de ikke anede angik dem, men også om at overvinde kollegaers reaktioner. »Nu har vi hørt nok om det«, er et redaktionsmøde-argument, der kan gøre det svært at fortsætte en systematisk dækning.

Nyhedsbombardementet er ikke bare enormt, men infor­ma­ti­o­nerne kommer til os stykvist og delt. Generelt har den dybde­bo­rende og perspektiverende journalistik, hvor det ofte ikke er de umiddelbare problemstillinger og svar, der er de mest vig­tige eller rigtige, trange vilkår i medierne. Særlig i det bevidst­hedsdominerende fjernsyn, som giver seerne, hvad de tror er sammenhængen. For den dybdeborende journalistik er resour­cekrævende og resultaterne står tilsyneladende sjældent mål med investeringerne.

Alligevel er det vores forbandede pligt at forsøge. At undgå det overfladiske, de (for) lette løsninger, den fragmentariske for­dum­melse og de formålsløse skræmmekampagner. Fordi det er den lige vej til en overfodring, hvor væsentligt vanskeligt kan skelnes fra uvæsentligt - hvilket igen fører til blokeringer. Hvor den ønskede effekt om at henvende sig til, og om at gøre emnet vedkommende for et »jeg«, umærkeligt ændres til et »dem«.

Skitsen til de fremtidige holdninger ligger derfor hos os. Indtil videre. Afhængig af den enkelte journalists etik og mediets pro­fil. Ikke fordi vi nødvendigvis har alle svarene. Men fordi det er vores metier at stille de relevante spørgsmål til de rette personer. Igen og igen.

Virkeligheden er bare aldrig objektiv.