Souvenir de St. Anne's

Souvenir de la Malmaison

Om den historiske rose Souvenir de St. Anne's

Min interesse for roser har jeg haft siden jeg var ganske lille, og dyrkede dem i et lille hjørne af mine forældres have. Jeg har således været rosendyrker i mere end 55 år. Men da pladsen er trang i min nuværende, lille københavnerhave, valgte jeg for 15-20 år siden at koncentrere mig om de historiske roser. Og blandt dem har jeg en særlig udvalgt, Souvenir de St. Anne's; denne historiske bourbonrose, hvis 'mor' - i rosensproget 'sport' - er Souvenir de la Malmaison.

Når jeg fremhæver netop St. Anne's er det ikke fordi den delvis er min navne-søster, men fordi den er min haves prægtigste rose. Igen i fjor blomstrede denne pryd blandt roser fra tidligt forår og pga. den lune vinter helt frem til jul. Og atter her i foråret 2007 kom den tidligt. Løvet er frodigt og mørkegrønt, og væksten stærk og god. Denne rose er sund og får selv i min lille, tætte have sjældent de mange sygdomme, som ellers kan plage historiske roser.

Og så er der blomsterne!

Spæde, næsten hvidlige rosa blade folder sig ud fra en spids, mørkere rød knop. Blomsterne, der sidder på busken som fine, lette sommerfugle, kan enten være enkelte eller dobbelte. På min er blomsterne enkelte. Det sidste lidt mindre blad krøller sig hen over de stærkt gule støvdragere, hvilket giver rosen et blufærdigt og yndefuldt udtryk. Duften er dyb og overvældende dejlig.

Jeg vender tilbage til min yndlingsrose, men først ganske kort om roser i almindelighed, om historiske roser og i særdeleshed om bourbonroser.

Fra forhistorisk tid

Slægten Rosa kendes fra forhistorisk tid. Der er således fundet fossiler af bl.a. rosenblade, der er mere end 30 mio. år gamle. De vilde roser er mest kendt i den nordlige hemisfære.

De kultiverede roser stammer fra Asien, især fra det gamle Kina, og er mere end 4.000 år gamle. Herfra er de blevet udbredt til Persien, Mesopotamien, Babylon og Palæstina. Roserne er kommet til Europa via den minoriske kultur, der ophørte år 1.400 f. Kr. I paladset i Knossos på Kreta ser man rosen på en fresko. Senere er rosen vandret til Ægypten, det antikke Grækenland og til Romerriget.

På dansk grund kan man se rosenmotivet i utallige sammenhænge fra begyn-delsen af 1100-tallet. Det går således igen på kalkmalerier, i heraldik, og i arkitektur. Rosen er også bevaret på det ældste, danske stykke broderi, Nakkebølletæppet, fra 1589.

Efter dette ultrakorte, historiske rids vil jeg foretage et stort tidsmæssigt spring:

Kejserindens have

Mens der i 1700-tallets Europa måske var 50 kendte haveroser, vokser antallet pludseligt til 250 sorter i begyndelsen af 1800-tallet. Det svarer stort set til det antal, der er opført i registranten fra 1815 over kejserinde Jospehfines rosensamling på slottet Malmaison uden for Paris. Malmaison; her har vi forbindelsen til rosen af samme navn, hvilket jeg senere vil uddybe. Kejserinde Jospehfine var Napoleons første hustru, og slottet købte kejserinden i 1798 - eller få år før Napoleon forstødte hende.

Ingen har i nyere tid haft større indflydelse på rosenkulturen end kejserinde Jospehfine, der havde Rose som et af sine fornavne. Selv under krigen med England fik hun tilladelse til at bryde søblokaden med skibe lastet med rosenplanter. Ikke blot anlagde hun her ved Malmaison en af den tids smukkeste rosenhaver, men hun bekostede også en dokumentation af sin rosensamling ved at betale sin rosen- og hofmaler Pierre Joseph Redoutés mesterværk 'Les Roses'.

Kejserinden fik dog aldrig det færdige værk at se, idet hun døde tre år inden, det udkom i 1817. Desværre nåede Redoutés heller aldrig at medtage Souvenir-rosen i værket, da denne rose først kom til Frankrig et par år efter, at han havde afsluttet sit værk.

Historiske roser

Souvenir de Malmaison - der har synonymet 'Queen of Beauty and Fragrance' - og St. Anne's er begge de såkaldt historiske roser. Eller som The American Rose Society i 1966 valgte at kalde 'Gammeldags roser'. For at være berettiget til dette navn skal de tilhøre en rosengruppe, der eksisterede før 1867. Året 1867 blev valgt, fordi rosen 'La France', der er den første thehybrid, introducerede den nye æra for roser. Thehybrider - der har fået sit navn fra terosen og den igen sandsynligvis fra te-duften - udgør en af i alt 15 grupper af historiske roser. Her kan nævnes bl.a. Rosa gallica, Rosa damascena, Rosa alba, Rosa centifolia - og Rosa borbonica - altså bourbonroserne.

Bourbonroserne

Mens rosenslægten som sådan er gammel, er bourbonroserne i rosensammenhæng af relativ nyere dato. Der er lidt modstridende forklaringer på denne rosengruppes oprindelse. Eksperterne er dog stort set enige om, at den stammer fra øen Ile de Bourbon (den nuværende Reunion i Det Indiske Ocean), og at det er en krydsning mellem en importeret kinesisk rose (muligvis Rosa Chinesis 'Old Blush') og en de så kaldt europæiske roser (Rosa damascena 'Rose des Quatre Saison'). Forbindelsen er nærliggende, idet de lokale bønder blandede disse rosensorter i hegn omkring deres marker. Fra damascenerrosen stammer den vidunderlige duft og fra kinarosen den villige blomstring og de skønne farver.

Der er også forskellige tidsangivelser. En version går på, at botanikeren M. Bréon fandt den selvsåede rose på øen i 1817 og to år senere sendte frø heraf til kong Louis Philipes hofgartner i Paris. Denne rose med navnet Rosier de l'Ile Bourbon blev fem år senere malet af Redouté.' En anden version går på, at rosen længe har været dyrket på øen og kendt som 'Rose Eduard', opkaldt efter naboøen, og at en stikling herfra i 1822 blev sendt til Frankrig, hvor den senere uddøde. Endelig at den lang tid forinden var dyrket i den botaniske have i Calcutta.

Men koncentrerer vi os udelukkende om den franske version, har vi altså frø og stikling. Og selv om de stammer fra samme plante, kan frøformerede roser falde meget forskellig ud fra moderplanten, mens stiklingformerede planter er en klon af moderen.

Bourbonroserne havde deres storhedstid i mellem 1830 og 1870, og det antages, at der da har været mellem godt 400 og 600 sorter, hvoraf flere nu er uddøde. Disse roser blev meget populære pga. deres rige blomstring. Således er halvdelen af dem stedseblomstrende - som St. Anne's - mens den anden halvdel er sommerblomstrende. Hovedparten er buskroser. Størrelsesmæssig varierer de fra ca. 70 cm til 4 m i højden. De fleste sorter har runde blomsterknopper - her er St. Anne's dog en undtagelse med sine spidse knopper. Farveskalaen inden for bourbonroserne går fra ren hvid, over rosa, rød, purpur, lillarosa, karminrød til mørkerød. Men hvad der især kendetegner bourbonroserne - og som står som adelsmærket for alle historiske roser - er, at de tæller nogle af de mest vidunderlige prydplanter, hvad angår skønhed, duft og variation.

Naturens små vidundere

Moderen til Sct. Anne’s er en såkaldt 'blindkrydsning', altså en ikke planlagt krydsning; et af naturens små vidundere. Mens man er enige om, hvem den ene part i krydsningen er, nemlig 'Mme Despreze', er der usikkerhed om den anden. Måske er det terosen 'Rosa indica odorata hybrid'.

Men man ved, at den opstod som bedrose i Jean Beluze's have i Frankrig i 1843. Som rosendyrkeren, Torben Thim, skriver, og jeg citerer: "må Beluze være gået i gulvet af åndeløs betagelse, da han første gang så sin blindkrydsning blomstre." I hvert fald har Thim aldrig glemt, da hans lærermester, Valdemar Petersen, plukkede et hoved af rosen til ham. For som hans skriver videre: "når man som mand opbevarer blomsten i sin hånd, er det et kærtegn til en kvinde."

Navnet gav Beluze denne rose til minde om kejserindens rosenhave. 50 år efter bringer englænderen Bennett en kraftig slyngrose - 'Climbing Souvenir de Malmaision' - på markedet. Og yderligere et kvart århundrede senere - i 1919 – opdager man St. Anne's i en have i Dublin. Den genfundne rose blev markedsført af Hilling i 1950.

"Som mor, så datter", siger et gammelt ord, og det er meget velanbragt her. For lige som moderplanten er St. Anne's en af naturens søde tilfældigheder og smukke luner. Ingen kender derfor denne roses oprindelse, endsige hvordan den kom til Irland - om end den spidse knop kunne tyde på slægtsskab med kinaroser.

Jeg har både den ældste og den yngste af disse roser i min lille byhave. Begge skønne, men dejligst er St. Anne's. Min glæde over denne rose er så stor, at jeg har været en flittig gæst hos Thim i hans planteskole i Løve for at skænke mine rosenvenner den samme fortryllelse ved at eje denne rose.

Den amerikanske forfatterinde og litterat, Gertrude Stein, elaborerede over tid på sit berømmelige bon mot til "A rose is a rose is a rose is a rose." For oprindeligt uden den ubestemte artikel, 'a', beskrev det første 'Rose' - i digtet 'Sacred Emily' fra 1913 - en kvinde af samme navn. Sentensen er blevet oversat med, at "tingene er, som de er". Ifølge Gertrude Stein var blot det at benævne en ting nok til at fremmane det billede og de følelser, der var forbundet med den. På trods af Gertrude Steins geniale indfald - og sofistiske gentagelse - tillader jeg mig nu alligevel at være uenig med hende. For en rose er ikke blot en rose. Blandt mange vidunderlige roser er der for mig kun er én eneste, der tæller, og som jeg hermed indstiller: Bourbonrosen med sit yndefulde og blufærdige udtryk og drømmede duft:

Souvenir de St Anne's.

Kilder:

Gertrude Stein: 'Sacred Emily' (1913), digtet blev første gang trykt i 'Geography and Plays'. Boston. Four Seas Co., 1922 (s. 178-188), og genoptrykt bl.a. i University of Nebraska Press, 1993.

Torben Thim: 'Historiske Roser', Gads Forlag, 1998

Lars-Åke Gustavsson: 'Rosenleksikon', Rosinante, 2002

RosenNyt, nr.1, marts 2003.